top of page

5. Slåskamp med instruktøren

Return to Hogwarts

Mindeværdige øjeblikke

Da 2021 sluttede hoppede vi ind i et år, der allerede fra starten bød på noget nyt Harry Potter. Fra d.1 januar viste HBO Max nemlig programmet 'Return to Hogwarts', hvor skuespillere og involverede i Harry Potter vendte tilbage til Hogwarts, for at mindes de mange gode stunder og dele nogle sjove historier. Det program så jeg selvfølgelig, og der blev både grint og grædt, men vigtigst af alt tog jeg en masse mindeværdige øjeblikke med derfra, som jeg vil belyse her. 

Har man endnu ikke set programmet, vil jeg gerne udsende en stor SPOILER ALERT, hvis man vælger at læse videre.

1. Weasley-tvillingernes tøj

En sjov detalje, som jeg synes var virkelig sød og sjov var det tøj, som James og Oliver Phelps havde på til deres audition. Da de ankom til den virkelig store kø til auditions, opdagede de, at de var det eneste sæt tvillinger, der ikke matchede i tøjet. Derfor gik de over til tøjbutikken på den anden side af gaden, tog de første t-shirts de kunne finde og købte dem. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes virkelig, at den historie passer så godt på, hvordan Weasley-tvillingerne er, og jeg sad med en følelse af "ååh ja, selvfølgelig gjorde de det" - Sikke et held, at de fik rollerne!

2. Kulissen brændte

De svævende lys i storsalen er virkelig magisk og smukt, men bag kulisserne er det måske ikke ligeså magisk som på skærmen. På et tidspunkt gik der nemlig ild i dem, og de reb der holdt dem oppe i luften blev brændt, så lysene begyndte at falde ned! Hundredevis af ægte stearinlys hang i fiskesnørre ned fra loftet, og de begyndte altså at falde ned i storsalen. Jeg kan snildt forstille mig, hvor stor panik det må have skabt. 

3. Var føniksen ægte?

I Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer bliver vi introduceret for Dumbledores føniks - Det er jo selvfølgelig ikke en ægte fugl, og derfor havde de lavet en robot-fugl, for at få den til at virke ægte. Den kære Richard Harris, som spillede Dumbledore i de to første film, troede dog at fuglen var ægte, og var ganske imponeret over, hvordan man trænede fuglen. For at holde magien ægte, fik de aldrig fortalt Harris, at fuglen var falsk.

4. De fik lektier for

På Harry Potter og Fangen fra Azkaban fik Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson lektier for af instruktøren. De skulle aflevere et essay skrevet som deres karakter. Daniel Radcliffe skrev cirka en halv A4 side, hvorefter han mente, at der ikke kunne skrives mere. Emma Watson skrev selvfølgelig omkring 12 håndskrevne sider. Og Rubert Grint afleverede altså slet ikke noget med argumentet om, at Ron ikke ville have lavet det. Jeg synes det er så sød en historie, og det rammer virkelig godt på deres roller!

5. Slåskamp med instruktøren

I Harry Potter og Flammernes Pokal kommer de to Weasley-tvillinger op og slås, når deres ældeeliksir mislykkedes. Instruktøren synes dog ikke, at slåskampen var voldsom nok, og han synes måske, at de to drenge holdt lidt igen. Derfor tog han sagen i egen hånd, og kastede sig ud i noget der nærmest lignede en wrestling kamp med den ene af de to drenge, så han virkelig kunne vise, hvordan de skulle tumle rundt. Det endte dog ikke suuuper godt, for instruktøren måtte gå derfra med nogle brækkede ribben - Av, av!

Bonus - Fejl

Når man skal lave sådan et program, kan der jo godt ske et par fejl under produktionen, og det skete der faktisk også her. 

Den første var, at navnene på de to tvillinger var blevet byttet rundt, da de sad og blev interviewet. Der stod altså "James Phelps" ved siden af Oliver Phelps og omvendt.

Den anden fejl var, at der poppede et barndomsbillede op af Emma Watson - Senere er det dog kommet frem, at det billede slet ikke var af Emma Watson, men af skuespilleren Emma Robert.

HBO Max har dog været hurtige til at reagere på fejlene, og de er nu blevet rettet. Jeg synes faktisk, at sådan nogle fejl har lidt charme ved sig - Det viser, at alle kan lave fejl. 

Hvis man ikke allerede har set programmet, vil jeg virkelig anbefale, at man gør det. Jeg er kæmpe fan af det, og synes virkelig det var så hyggeligt. Hav dog en pakke kleenex frem, så det fremkalder en masse tårer!

Var der noget, der overraskede dig i programmet? Hvad var det mest mindeværdige for dig?

Til vi ses igen,

Francis Walker

bottom of page